Interaktionsdesigner, der aldrig nåede længere end til A

Tanken om at udfordre folks oplevelse af, hvordan hverdagen skal være eller tingene skal se ud, har altid tændt Mie Nørgaard. Hun gik fra at grave huller som arkæolog til at lave interaktionsdesign på Arkitektskolen i Aarhus.

Pennen tegner først en firkant, så et ansigt, mens Mie Nørgaard stopper op og lytter. Tegner så videre – en rollemodel bliver tegnet i form af en person i stiplede linjer.

Mie er i gang med at tegne ideen bag hjemmesiden nybranche.dk.

Vejen til interaktionsdesigner og adjunkt på Aarhus Arkitektskole, er en af de store muligheder Mie har fået gennem sin karriere. Hendes arbejde går ud på at inspirere de studerende til at tænke interaktion mellem mennesker og omverden på en ny måde. Et eksempel kunne være, at de skulle forestille sig, hvad ville der ske, hvis alle fladerne i et hus havde sensorer?

Før har Mie arbejdet med små simple modeller. Tanken om at komme væk fra pap og elastikker tiltaler Mie. ”Normalt bygger man modeller til interaktion i pap, papir og med elastikker. I mit job på Arkitektskolen får jeg muligheden for at bygge i stor skala”, forklarer Mie.

I mange år har det været ønsket om at lave den gode, eksperimenterende formidling, der har drevet Mie. Holdningen blandt arkæologer om montre med hvide skilte blev for begrænsende. Mudder og dårligt vejr på udgravninger virkede i sig selv ikke motiverende nok til at fortsætte.

Hør Mies gode råd, hvis du overvejer at skifte branche.

Laver trojansk hest mod arkæologerne

Studievalget var ikke let for Mie. Hun havde altid været nysgerrig og syntes, at mange ting var spændende. Valget stod mellem at læse Filosofi, Medicin, Retorik eller Arkæologi. Hun valgte at begynde alfabetisk og tænkte, at hun kunne jo altid rykke videre, hvis det ikke var noget. I 1995 startede Mie på Arkæologistudiet.

Efter et halvt år på studiet, hvor islandssweateren og gummistøvlerne for længst var blevet faste beklædningsgenstande, overvejede Mie at stoppe. Undervejs i studiet, tog hun ind imellem jobs som arkæolog blandt andet i Varde. At skulle tømme jord op af et hul i al slags vejr tiltalte hende ikke længere. Desuden mødte hun kun modstand, når hun præsenterede sine ideer til kolleger og medstuderende om, hvad der var vigtigt at fortælle om et fund, og hvordan det kunne formidles.

Mie Nørgaard formidler Ny Branches hjemmeside ved hjælp af visuel facilitering

Mie Nørgaard formidler Ny Branches hjemmeside ved hjælp af visuel facilitering

Præsenteret for det nye IT Universitet i 2000, begyndte hun at søge muligheder i at bekæmpe arkæologernes skræk mod digitalisering indefra.

”Min tanke var i, at mine arkæologikolleger ville respektere det mere, når det kom fra en insider. Ved at kombinere min gamle faglighed med it. For hvis jeg kom med en arkæologbaggrund og sagde, at det var ok at lave sådan nogle udstillinger, der var interaktive og udfordrende, og som fungerer på tværs af medier, så kunne det være, de ville ændre holdning”, siger Mie og griner.

Rykker ved folks forestillingsverden

I dag er det ikke længere brugen af digitalisering i formidling af arkæologiske fund, der har størst fokus for Mie. Det handler mere om metoderne, om at inddrage folk og skabe nogle sjove og fede oplevelser i hjemmet eller i offentlige rum som fx venteværelset på sygehuse. Det handler om at rykke ved folks forestillinger, at Tollundmanden ikke kun er Tollundmanden. Det handler om at skabe interaktion med sted, ting og mennesker.

Mie fortæller om Tollundmanden (varighed 46 sek)

 

Spændende muligheder for nye karrierestier har der været mange af. Hun har ikke bevidst gået en vej.
”Det der med at undersøge ting, det er ikke mig. Jeg er mere typen, hvor ting bare kommer til mig. Så på et eller andet tidspunkt, så hører jeg et eller andet og er åben overfor det, og så handler jeg på det”, forklarer Mie.

Kigger hun tilbage, er der ikke noget, hun fortryder – måske en ting.

”På en eller anden måde, så synes jeg, det er lidt ærgerligt, at jeg ikke nåede længere end til A på den her liste. Jeg tror, Retorik kunne være rigtig sjovt. Jeg tror, jeg var blevet en rigtig god kværulant”, konstaterer Mie.

Har du skiftet branche? Har du lyst til at dele din historie? Kontakt her